Psykologhuset Park Allé
Park Allé 9, mezz. th.
8000 Aarhus C
Mobil: 42 15 02 24
Mail: kontakt@martinfrydenholm.dk
Aktuel ventetid:
3-4 uger
3-4 uger
Misofoni er en lidelse, hvor man oplever et voldsomt fysisk ubehag samt en følelsesmæssig reaktion ved bestemte lyde. De fleste af os genkender det ubehag, som lyden af negle på en tavle kan give. For personer med misofoni kan et lignende ubehag dog opstå ved rigtig mange forskellige lyde; lige fra smasken, snøften, synken og vejrtrækning til fingre, der knækkes eller negle, der klippes.
Misofoni er fortsat en relativ ukendt lidelse. Den er ikke en diagnose i hverken den europæiske eller amerikanske diagnosemanual. Ikke desto mindre viser resultater, at en gruppe af personer genkender sig selv i beskrivelserne af misofoni. Hvor stor en gruppe, det drejer sig om, ved vi endnu ikke. Da de fleste ikke kender til lidelsen, kan det være en udfordring at finde forståelse fra omgivelserne samt relevante behandlingstilbud.
De fleste kan nikke genkende til at opleve irritation ved nogle lyde, men ved misofoni gælder det samme som ved andre psykiske lidelser; at symptomerne skal være så generende, at det påvirker ens livskvalitet negativt, så det går udover ens studieaktivitet, arbejdsevne, samvær med familien eller lignende. Intensiteten af de følelser, der er forårsaget af den udløsende lyd hos personer med misofoni, medfører oftest efterfølgende undgåelse og nedsat socialisering. Mange personer med misofoni trækker sig fra sociale sammenhænge på grund af frygt og angst for, at en udløsende stimulus kan være til stede.
Der findes rundt omkring myter om, at Misofoni er en kronisk lidelse, som man skal lære at leve med. Dette er ikke understøttet af den forskning, der har været på området, og det er min erfaring at man med den rette behandling kan blive bedre til at håndtere de lyde, som skaber problemer – og at det er muligt at kunne leve et mere frit liv. I et forløb hos mig får du viden om de psykologiske mekanismer, som er med til at vedligeholde og forværre lidelsen og du bliver introduceret for måder at arbejde med disse mekanismer på. Det er mit mål at du på kort tid får en oplevelse af at have en “værktøjskasse” og at der er noget du selv kan gøre for at bryde fri af lidelsen og på sigt kunne leve et mere frit liv.
Undersøgelser viser, at kognitiv adfærdsterapi er en effektiv behandlingsmetode til misofoni. Behandlingen består af flere elementer, og indebærer blandt andet en kortlægning af de tanker, der knytter sig til trigger-lydene og de personer, der forårsager dem. Vi arbejder desuden med opmærksomhedstræning, således at du bliver bedre til at kunne “zoome” ind og ud af lydene og kunne foretage opmærksomhedsskift i de situationer, hvor trigger-lydende opstår. Derudover arbejder vi også med at reducere eller ændre den adfærd, som nogle gange utilsigtet vedligeholder det følelsesmæssige ubehag. Ofte er eksponering et centralt element i behandlingen, idet vi ved eksponering giver kroppen mulighed for – på en kontrolleret og struktureret måde – at vænne sig til lydene, hvilket reducerer følelsesmæssigt ubehag ved gentagelse over tid.